Dagbog fra et kunstnerliv i silkeskjorte og skiunderbukser

Jeg har taget min hvide silkeskjorte med stofknapperne på til mine lange skiunderbukser, men orkede ikke at stryge den. Det er lidt et skråplan, en halv løsning, men der er ingen online-møder i dag. Mine fremtidige koncerter er aflyste – jeg skal først optræde igen til oktober. Nu skal jeg fokusere på at skrive musik og tekst til Leonora Christina Skovs roman, Den der lever stille. Det er vigtigt for mig at være ordentligt påklædt, selvom jeg i dag kun skal være i kontakt med 92 ansøgninger fra Nordisk Ministerråds Kultur- og Kunstprogram.

Den danske kulturminister Joy Mogensen har udtalt, at hun som ung holdt meget af albummet Absolute Music 2. Det har fået en række kulturpersonligheder og journalister til at anklage hende for at have dårlig smag. Vi elsker den slags kulturel forargelse her i Danmark. I samme artikel fortalte hun også, at hun spiller klassisk klaver, men det spiller ingen rolle.  På 6. uge sidder jeg i mit soveværelse i vores lejlighed på den gamle del af Islands Brygge i Købenavn og har stablet tre store puder og en bog ind under min computer her i sengen. Jeg er ikke vant til at være så meget sammen med min familie. Det er på en måde befriende og også velkendt, at arbejde og fritid flyder sammen, tempoet trækkes ud af dagene og afgangs- og ankomsthallen er lukket. Et par biler kører forbi udenfor, men ellers er der stille derude og Corona-isolationen får mig på en mærkelig måde til at føle mig lidt mere normal. Fordi alle nu handler ind i SuperBrugsen med uglet hår på mærkelige tidspunkter af døgnet.

Mange af mine kollegaer holder online-koncerter på Youtube, Instagram eller Facebook og jeg får lidt stres over, at jeg også burde gøre noget i den retning. I Aarhus er der skabt en drive-in koncertplads. Vi kigger spændt på svenskernes Corona-strategi. Det er næsten at sammenligne med opgør mellem broderfolk i fodbold. Sverige vs Danmark – hvem er mest forbilledlige? Hvem har vundet nu og på den lange bane? Al kulturliv i Danmark er lukket ned – foreløbigt indtil 10. maj og for store begivenheder, festivaler m.v. er alt aflyst indtil september. Vi ved, at kulturlivet bliver det sidste, der åbner. Det har affødt stor fortvivlelse, men vores søgen efter fællessang, litteratur, film, vores besøg på museernes onlineportaler o.s.v. viser hvor meget, vi higer efter sådanne oplevelser. At kunsten og kulturen lige præcis er det, der samler os i en krisesituation, som denne.

Forleden aften så jeg Det Kongelige Teaters tre-timers lange balletforestilling Romeo og Julie med mine børn. Det var ganske gratis. Måske er gratis, den allermest uholdbare konsekvens af Corona for kunsten og kulturen. For de mest populære frie kunstnere kan der stadig skabes indkomst, men gratis kunstoplevelser kan ingen indholdsproducenter i længden leve af. Derfor kræver Corona-forbrugsmønstrene også nye forretningsmodeller, hvis de skal fortsætte efter genåbningen.

Der bliver kaldt, der mangler knækbrød. Hvorfor skal mine børn konstant smøre madder uden at sætter smørret ind i køleskabet? Vi har fejlet i opdragelsen. Min mand skramler uforholdsmæssigt meget med stolene, der er også dårlig akustik i køkkenet.  I øvrigt, kan I lige være helt stille allesammen, mens jeg optager noget på klaveret, jeg har komponeret, tak!

Kristina Holgersen
Komponist, sanger og musiksagkyndig i Nordisk Ministerråds Kultur- og Kunstprogram